Produktbeskrivelse

Færdigbagte økologiske stenalder Biscotti baseret på vores stenalderbrødblanding med mandler.
Eksplosionssprød snack med karamelliseret sødme, som alternativ til småkager eller kiks... også perfekt til ostebordet. På trods af den søde smagsoplevelse er disse Biscotti stadig LCHF.
Det her er det tætteste, vi kommer på stenalderslik. En lille småkage, Biscotti eller “StoneBros-bolsjer” som vi ynder at kalde dem, når de knækkes ud i små tern lige til at hapse. De storhitter i øjeblikket på Aarhus Central Food Market, hvor vi serverer dem i vores café/bod enten med et godt lag StoneBros Kokolade eller med StoneBros Kokoshonning (kommer snart i netbutik). 

Ingredienser
Solsikkekerner, hørfrø, græskarkerner, uskallede sesamfrø*, æg, vand, mandler*, honning. Alt økologisk.
* Nogle mennesker reagerer allergisk på disse råvarer.

Kulhydratindhold: 11 g / 100 g.

– – – – –
Opskrift på StoneBros Biscotti, hvis du vil bage dem selv
Det er vigtigt, at du følger vores måde at lave stenalderbrød på, vi bager altid på vand (ikke olie), da du ellers ikke kan opnå rette smag eller eksplosionsagtige sprødhed.
Har du allerede et friskbagt brød i køleskabe, lidt “gamle” skiver til overs eller måske et af vores brød i fryseren kan du springe første skridt over. 

1. Bag først et StoneBros Stenalderbrød (på vand).
Vores almindelige blanding med mandler giver den mest markante smag, men den lyse er også velnegnet. Lad gerne brødet hvile i køleskab til næste dag.

2. Skær brødet i tynde skiver.
Maks 5 mm eller tyndere. Dog ikke så tyndt, at skiverne bliver porøse og falder fra hinanden. En gammeldags rugbrødsmaskine er meget velegnet til formålet, men de kan naturligvis også blot skæres i hånden.

3. Smør skiverne med et ultratyndt lag fast honning.
Her er det vigtig at understrege tyndt! Honningen skal blot karamellisere på toppen og give lidt sødme i munden. Får du for meget på, bliver bojslerne ikke sprøde og kommer til at indeholde vel meget sukkerstof.
Bare for at give dig en idé om mængden, har vi haft en skive på vægten før og efter påsmøring af honning. Vi bruger kun 2-3 g honning pr. skive og har god erfaring med f.eks. Jacobsens økologisk Blomsterhonning, som har en kraftig, karakteristisk smag... og så er den fast ved stuetemperatur og det er vigtigt, da en flydende honning ikke karamelliserer så let og bolsjerne, derfor kan blive bløde.

4. Bag brødskiverne i varmluftovn ved 100 grader i 3 timer*.
Sluk ovnen og giv skiverne al eftervarmen. Tip: Vil du gerne have din bolsjer i små pæne firkanter, så er de lettest at skære lige efter de 3 timer, da den endelige sprødhed først kommer i forbindelse med nedkøling. Skærer du dem først ud, når de er blevet kolde og meget sprøde, har skiverne det med at springe.
Men de kan naturligvis også nydes som hele skiver og er som sådan meget dekorative.
Perfekte til det paleologiske ostebord, med et godt lag Kokolade på eller bare som de er, som små stenalderbolsjer.

* Tjek dine Biscotti efter 2-2,5 timer, måske er dig ovn ikke som vores og brænder hårdere. Er de meget mørke, så sæt bagetiden ned, men undlad ikke eftervarmen og nedkølingen i ovnen.

Kulhydratindhold: Ca. 11 g / 100 g (ved 2 gram honning pr. skive).