• Grønola, fermenteret ribs-mysli med grønkål, 250 g økologisk glutenfri

    StoneBros / LabLab

  • 60,00

  • Næste produkt →
  • Del dette produkt

Produktbeskrivelse

Verdensnyhed! En helt ny produktkategori indenfor økologiske fødevarer. Ja, der er andre mysli- og granolaprodukter på markedet, men os bekendt ingen, som er fermenteret og bibeholder aktivt indhold af levende mælkesyrebakterier (probiotika).
Der er garanteret heller aldrig før lavet en GRØNola?
Denne er funderet på økologiske danske ribs som hovedingrediens og tilsat bl.a. frysetørret grønkål (styrkeforhold 20:1). Indrømmet det er lidt mærkeligt, men det ser sjovt ud, smager dejligt og overraskende lidt af grønkål.

Bemærk at dette produkt stadig er under udvikling. Vi producerer i små batches og poserne bliver typisk revet væk. Vi undskylder, hvis der løbende er udsolgt. Der kan være små variantioner i smag, form, ingredienser, næringsindhold og konsistens fra batch til batch. Se vores beskrivelse af det aktuelle batch nederst i forbindelse med ingredienslisten.

Det nørdede vi ikke kan fortælle så meget om: GLP-1
Vi ville så gerne dele vores viden med dig, men som producent af fødevarer har vi ikke samme ytringsfrihed som tilfalder dig, da vi kunne blive beskyldt for at anprise et produkt, vi prøver at sælge.
Så lad os nøjes med at anskueliggøre, hvorfor der er grønkål i denne “Grønola” uden at gå i dybden med, hvilke impliceringer det kunne have... du må selv tænke videre!

Grønkål indeholder stoffer som stimulere GLP-1, som igen styrer din oplevelse af mæthed og bio-mekanismer relateret til dette. Det synes bl.a. Novo Nordisk er spændende, hvorfor de har udviklet et kunstigt alternativ til aktivstofferne i grønkål. Nu kan det patenteres og sælges dyrt for ca. 3000 kr/md. Desværre er den kunstige udgave ikke uden bivirkninger, hvilket helt forventeligt, da al medicin iflg. Søren Brostøm HAR bivirkninger. Hans egen udtalelse ved utallige pressemøder under corona.
Derfor har forskere på Aarhus Universitet lavet et studie af grønkåls egenskaber på at stimulere GLP-1 naturligt. Altså uden bivirkninger. Det krævede dog meget mere grønkål end noget menneske kan spise. Derfor den frysetørrede version, som har en styrke på 20:1, altså 20 gange stærkere end den grønkål du køber i Brugsen og er nødt til at tygge dig igennem. De endte med at opnå samme effekt som navngivne typer af medicin, som ikke kan nævnes her, ved 10 g pulver/dag = “medicinsk dosis”... men stadig ret meget frysetørre grønkål.
Og så kan vi ikke sige ret meget mere, andet end at fastslå, at du ikke bør prøve at spise dig til en medicinsk dosis grønkål med denne Grønola, for så ville du tømme posen på et par dage. Dyrt og næppe formålstjenstligt.

Derfor nyd dette fine fermenterede produkt, blot for sit aktive indhold af mælkesyrebakterier, for sit indhold af de fibre som selvsamme bakterier leve af (ret smart kombination) eller måske fordi det giver dig en god mavefornemmelse?

Forslag til brug
Ja, det giver nok sig selv... brug som drys på dit foretrukne morgenmadsprodukt. Brug som lækker topping på din råkost/salat eller brug som sprødt på din gammeldags æblekage og husk godt med flødeskum. Du kan naturligvis også blot en spiseskefuld om dagen som den er for et lille løft og en god mavefornemmelse.
Ønsker du at påvirke din produktion af GLP-1, kunne dette være en velsmagende mulighed, omend i en ikke-medicinsk dosis.

Dette batch (produceret 18. oktober 2022)
Pragtfuld frugtig smag med god sødme og noter af grønt. Knasende sprød på niveau med en ristet granola, men produktet her er IKKE ristet, det er stadig raw og nænsomt dehydreret under 40 grader. Granuleret lidt lig den almindelige granola du sikkert kender, hvilket giver en meget luftig-sprød konsistens. Vi nærmer os et slutprodukt med dette fine batch :-)

Ingredienser
: Fermenterede danske ribs, dadel, figen, frysetørret grønkål (forhold 20:1), mandler med hinde og glutenfri havregryn. Alt er økologisk.
Netto: 250 g i cellofanpose.
Kulhydratindhold: ~ 25 g / 100 g.
Mælkesyrebakterier: ~ 6 mio. CFU*/g. *Colony Forming Units.
Opbevaring: Tørt og ikke for varmt.

Holdbarhed: Op til flere måneder i lufttæt beholder.

Omkring holdbarhed på fermenterede produkter
En af præmisserne med et fermenteret produkt er lang holdbarhed. I princippet måneder, muligvis år? Det var simpelthen én af de foretrukne metoder til at langtidskonservere mad før køleskabet blev hvermands eje i 50'erne.
LabLab har hen over de sidste 4 år lavet utallig testbatches af diverse fermenterede mysli- og granolaprodukter. Til dato har ingen af disse vist tegn på fordærv, selv ikke efter årelang opbevaring uden køl. De gode mælkesyrebakterier i produktet holder eventuelle gær-bakterier i skak, hvorfor produktet langt hen ad vejen er selvkonserverende. Læg dertil at produktet er stærkt dehydreret, hvorfor vandaktivitet er langt under det niveau, hvor gærbakterier kan overleve.